Chatollet
“Chatollet”, Kærvej 23
Husets østlige halvdel er opført i 1901.
På lokalarkivet findes dette billede med oplysninger om, at personerne på billedet er smed O. Christoffersens børn – Ingeborg med et unavngivet barn på armen, Sine, Hermann, Christoffer, August og Svend. Det gives ingen yderligere oplysninger.
Ved hjælp af folketællinger og kirkebøger har det imidlertidigt været muligt at opspore familien og dens ret triste skæbne.
Christoffersens fulde navn er Ole Kristoffersen, og han var smedesvend ved Århus Vognfabrik. han var født i 1868 i Veksø, Ølstykke Herred, men var flyttet til Århus i 1909.
Han blev gift med Anine Karoline Franzine Rasmussen den 26. maj 1893 i Tved. Hun kom fra Thorsager.
Så gik det nygifte par ellers i gang med at producere børn på samlebånd:
I 1896 kom det første barn, som blev døbt Ingeborg Oline. Året efter kom Kristoffer Niels Peter. I 1899 fik de en pige der fik navnet Ane, i 1900 Hansine Rasmine, i 1903 Herman Markus. Året efter kom August Henning, i 1906 Svend Otto, året efter Alfred Laurits. Efter nogle års pause ankom det sidste barn; Annine Kirstine.
Familien flyttede fra Århus til Åby i 1909, formentlig fordi Ole var syg. Han havde tuberkulose, og var formentlig blevet anbefalet at flytte på landet. Men han skulle jo forsørge sin store familie, så han vedblev at arbejde. Det blev fatalt: han døde den 23. november 1912 på sanatoriet ved Silkeborg, og begravet den 1. december på Åby Kirkegård, 44 år gammel.
Hans kone stod derefter tilbage med 9 børn, hvoraf den yngste var spæd. Deres skæbne kendes ikke. I folketællingen 1916 findes de ikke mere i Åby.
Torvedag 2015